Zen fortællingen – vejen op ad bjerget

Når vi begynder at rette opmærksomheden indad – mod vores indre landskaber – opstår der ofte en strøm af ubesvarede spørgsmål, som vi længes efter at finde svar på. Det er helt naturligt. Faktisk er det et sundhedstegn, når disse spørgsmål begynder at dukke op. De er en del af processen, når vi begiver os ud på den indre rejse.

Svarene på livets store spørgsmål søger vi ofte udenfor os selv – hos guruer, lærere og vejledere. Og det kan være både fint og nødvendigt. Men det er værd at minde os selv om, at den dybeste lærer allerede bor i hjertet. Guruen i hjertet. Mesteren i hjertet. Det betyder ikke, at vi ikke må tage imod støtte fra andre – tværtimod. Men med tiden kan vi lære at forfine vores evne til at lytte til vores eget indre kompas og begynde at stole på, at det også har noget vigtigt og sandt at fortælle.

En lille indsigtsfuld zen-historie om vejen op ad bjerget peger på netop dette: At vi i begyndelsen af rejsen ofte har mange lærere og meget støtte, men at der – jo højere vi kommer – bliver færre at spørge.

Zen-fortællinger findes i mange varianter og har sjældent én entydig oprindelse. Men essensen er klar:

Vejen op ad bjerget

En ung mand drog en dag op ad et bjerg på sin spirituelle søgen. Han havde hørt om en vis mand, der levede deroppe – en stor lærer, som skulle besidde dyb indsigt. Efter mange dages vandring mødte han en ældre mand, der tilbød at undervise ham. Den unge mand takkede ja og blev hos ham i flere år.

Under den ældre mands vejledning lærte han meget – om sit sind, sit hjerte og sin indre ro. Men en dag følte han, at det var tid til at fortsætte rejsen, og han begav sig videre op ad bjerget – i håbet om at møde nye lærere og få endnu dybere indsigt.

Men dagene gik, og han mødte ingen. Ingen nye lærermestre viste sig. Han begyndte at undre sig. Havde han ikke mere at lære? Til sidst vendte han tilbage til den ældre mand og spurgte:

“Hvorfor møder jeg ikke flere lærere, nu hvor jeg søger så åbent?”

Den gamle mand svarede roligt:

“Jo mere du lærer og vokser, desto færre lærere vil du møde. For nu er du begyndt at opdage, at svarene findes i dit eget hjerte.”

Historien fortæller os noget væsentligt om den bevægelse, der sker i vores udvikling – både den indre og den ydre. Som et barn, der i begyndelsen har brug for megen støtte, men som gradvist bliver mere selvstændigt og lærer at stå på egne ben.

På samme måde kan vi i starten af vores indre rejse have brug for meget hjælp – fra bøger, lærere og vejledere. Men med tiden begynder vi at mærke, at vi selv kan stå på egne spirituelle ben. Vi begynder at ane, at sandheden ikke nødvendigvis findes derude, men bor i vores eget indre. Når vi begynder at tage det store ansvar på os, det er, at lytte til vores egen sjæls tone, er vi nået til et vigtigt vendepunkt.

Herefter begynder en forfinelsesproces. Vi opdager, at vi ikke bare kan høre “noget” – vi kan faktisk begynde at nuancere vores indre lytten. Det, vi hører, har en særlig klang. En tone, som ikke er nogen andens. Det er vores egen indre tone.

  • Jeg er terapeut, underviser og formidler af livsresonans. Mit arbejde er dedikeret til at hjælpe mennesker med at finde ind til deres sande retning og skabe balance mellem et ambitiøst ydre liv og en levende indre sjælsforbindelse. Som cand.it i softwareudvikling har jeg mange års erfaring som projektleder i it-branchen, hvilket giver mig en dyb forståelse for de krav, det moderne arbejdsliv stiller til os.

    Min egen vej har ført mig gennem omfattende træning i meditation, energiarbejde og psykologi. Fra mindfulness og vipassana retreats til Esoterisk energihealing, Internal Family Systems (IFS) terapi og kognitiv coaching. Jeg trækker på denne brede vifte af indsigter, når jeg guider andre i at navigere deres egen "livsvending". Min baggrund er mangfoldig. 

    I mit arbejde møder jeg dig som en nærværende og visionær guide, der ikke tilbyder færdige facitliste, men et trygt rum for refleksion og vækst. Målet er altid det samme, at hjælpe dig med at leve mere sjælsstyret og i dyb resonans med den, du er.

    Book en individuel session, se mine undervisningsforløb eller kontakt mig direkte.