Mange mennesker er i ubalance og det påvirker det helheden. Det er ikke som en abstrakt idé, men som noget helt konkret. Vi hænger sammen. Vi påvirker hinanden konstant, med vores ord, med vores fravær, med vores nærvær og med den måde, vi møder verden på.
Livet er fuld af overgange, om vi kan lide dem eller ej. De findes overalt, fra de helt små skift, når vi vågner fra søvnen hver morgen, til årstidernes skiften og de store menneskelige livsfaser. Kroppens fysiske forandringer vidner om livets forgængelighed, og i horisonten venter den største overgang af alle.
Tilknytning er noget af det mest grundlæggende i os. Allerede som spædbørn rækker vi ud. Vi søger øjne, der ser os, hænder, der holder os, og stemmer, der beroliger os. Det behov for kontakt og spejling følger os hele livet. Vi har brug for hinanden, ikke bare på overfladen, men dybt.
I vores del af verden har vi i høj grad bygget samfundet på ydre strukturer. Fokus har i årtier været på det, vi kan gøre, se, måle og veje. Det har bragt os langt, og jeg føler en stor taknemmelighed for det, vi har skabt. Gennem videnskaben, samfundsstrukturer og industrialiseringen har vi fundet løsninger på udfordringer, der tidligere var forskellen på liv og død.
Jeg har rejst en del i mit liv. Ikke som en globetrotter med rygsæk og en lang bucketliste, men alligevel nok til at have en god fornemmelse af, hvad det giver at rejse. Det med at lande i et nyt land, høre et fremmed sprog og være ude af sin rytme. Rejselivet var i mange år noget, der blev set op til. Det var nærmest moderne dannelse at kunne tale om sine rejser, hvor man havde været og hvad man havde oplevet.