Vores indre tilstand farver verden
Mange mennesker er i ubalance og det påvirker det helheden. Det er ikke som en abstrakt idé, men som noget helt konkret. Vi hænger sammen. Vi påvirker hinanden konstant, med vores ord, med vores fravær, med vores nærvær og med den måde, vi møder verden på. I kommunikationsfaget taler man om, at ”du kan ikke, ikke kommunikere”. Selv når vi ikke siger noget, sender vi signaler. Vi er som stemmegafler, stemt i en bestemt tone, som kan få andre omkring os til at svinge med.
Derfor betyder det noget, hvordan vi har det. Ikke kun for os selv, men for de fællesskaber, vi er en del af. Det gælder de nære relationer i familien, blandt venner og kollegaer, men også det større felt, det samfund og den tid, vi lever i. Vi er med til at farve det fælles felt med vores indre tilstand.
Meditation som en kollektiv handling
Når vi træffer beslutningen om at sætte os ned og meditere, handler det ikke kun om at finde ro i os selv. Det kan sagtens begynde som et ønske om personlig fred, og det er helt fint, men langsomt åbner perspektivet sig. Det, vi gør i det stille rum, når vi vender opmærksomheden indad, er ikke adskilt fra verden omkring os. Tværtimod. Vi bringer det, vi finder i det indre, med os ud i det ydre. Vores måde at være i verden på forandres, ikke nødvendigvis dramatisk eller med store armbevægelser, men subtilt og gennemgribende.
Et menneske, der har skabt ro i sig selv, bærer den ro med sig. Hverken som noget påtaget eller pseudospirituelt, men som en stilhed, der mærkes. Man mærker det instinktivt, når man står ved siden af et menneske, der hviler i sig selv. Kroppen slapper af. Nervesystemet falder til ro, uden at man nødvendigvis forstår hvorfor. Luften føles klarere.
Det er ikke mystik, det er simpelthen fordi personens instrument er stemt til at spille rene toner. Det kræver dog, at vores eget instrument ikke larmer for meget, vi kan bedst mærke en andens rene tone, når vi selv har fundet ind til en grundlæggende indre stilhed.
Den indre forandring
Det er svært at fake den tilstand der opstår og det er ikke noget man kan lære udenad. Den kommer indefra som resultatet af en vedvarende praksis, en daglig villighed til at være med det, der er, uden at flygte eller forsøge at kontrollere det. Bare sidde og være til stede i vejrtrækningen og kroppen.
Med tiden begynder det indre at falde til ro. Tankerne mister deres greb, og følelserne får plads uden at overtage hele rummet. Mange tror, at meditation primært handler om at reducere stress. Det er også sandt, men det er kun det første lag. Det er som at sige, at en vandring i bjergene kun handler om at forbrænde kalorier. Meditation handler i virkeligheden om at komme hjem til sig selv. Om at genskabe forbindelsen til det dybe lag i os, som ikke hele tiden forandrer sig med livets bølger.
Ringe i vandet
Når vi har kontakt til det sted, møder vi verden anderledes. Vi reagerer mindre automatisk og bliver bedre til at lytte og skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Det smitter. Det ændrer ikke kun os selv, men også vores relationer. Vi bringer en anden kvalitet og en anden rytme med os.
Selvom det kan være svært at måle, er effekten reel. Mange oplever, at deres relationer bliver mere ægte, når de får en fast praksis. De begynder at mærke sig selv tydeligere og finder modet til at sige nej, hvor de før bøjede af. Disse ændringer sker på det indre plan, men de flytter bjerge. Noget vågner i os, ikke som en præstation, men som noget, der folder sig ud af sig selv, når vi tør være nærværende nok.
Det fælles felt
Der findes et begreb fra systemteorien, der hedder kritisk masse. Det beskriver, hvordan en forandring i en gruppe pludselig spreder sig som ringe i vandet, når et vist antal elementer har ændret tilstand. Pointen er klar – når nok mennesker er forbundet med sig selv, begynder helheden at ændre sig. Det indre arbejde er ikke isoleret, det er en måde at tage ansvar for det store, fælles felt på.
Vi har brug for det nu. Mange mennesker fodrer i dag feltet med frygt, bestemt ikke af ond vilje, men fordi de er overvældede og bekymrede. Mange systemer omkring os bygger endda på denne frygt og spørger os konstant, om vi nu er sikrede og gode nok.
Det handler ikke om naivitet eller om at ignorere risici, men om at genfinde balancen. Vi kan håndtere livets udfordringer uden at lade bekymringen blive vores faste bopæl. Hvis vi fodrer os selv med konstante nyheder, skaber vi et bekymrende indre miljø. Ved i stedet at øve taknemmelighed for de små, glædelige ting, der allerede er omkring os, ændrer vi vibrationen i os selv og dermed i hele feltet.
Fra frygt til tillid
Der findes en anden måde at være i verden på. En måde, hvor vi ikke behøver at bruge al vores energi på at gardere os, men hvor vi øver os i at acceptere tingene, som de er. Langsomt vokser en tillid frem. En tillid til, at vi kan være i det, der er, og møde det med nærvær frem for frygt.
Det betyder ikke, at vi skal vende det blinde øje til verdenskriserne, men vi kan ikke møde dem klart og vågent, hvis vi selv er ude af os selv. Gennem meditationspraksis udvikler vi klarhed og skelneevne, men det mest centrale er kærligheden. Den stille, varme og bløde kærlighed, der vokser, når vi holder op med at ville “fixe” alt og blot er til stede.
Kærlighed til jorden, til dyrene og til hinanden. Frem for alt kærligheden til os selv, som så let glemmes i en kompleks verden. Ser vi verden med de øjne, bliver det meget sværere at være destruktiv.
Det er netop det, vi har brug for nu. At flere mennesker sidder stille. Mærker efter. Får kontakt til hjertet og begynder at leve derfra. Det handler ikke om at være perfekt, men om at gøre en ægte forskel. Både i det små og i det store.



