Den indre jul

Julen handler om meget mere end det ydre og materialistiske. Mere end gaver, mad og alkohol. Den handler også om noget, der ikke kan pakkes ind eller måles, men som kan mærkes.

Den indre jul handler om at åbne hjertet for kærlighed uden betingelser og om for en stund at give slip på begæret. Mad, gaver og alkohol er begær, vi let bliver bevidste om. Men begær kan også være mere subtilt. Det kan være ønsket om at bytte kærlighed for kærlighed. Anerkendelse for omsorg. Gaver for tilhørsforhold.

Overvej i juletiden, om du giver noget, fordi du inderst inde håber at få noget igen. Kærlighed, anerkendelse, bekræftelse eller materielle goder. Ikke som en dom, men som en stille iagttagelse.

Tillad dig selv at åbne dit hjerte for menneskeheden og for det, der er større end dig selv. Kald det Gud, universet, højere bevidsthed eller noget helt fjerde. Navnet er ikke det væsentlige. Det væsentlige er bevægelsen indad.

Julen markerer en ny begyndelse. Den kommer efter en periode, hvor energien ofte opleves som tung og udfordrende. Noget slipper, noget falder bort, og noget nyt kan fødes.

Vi ankommer til julenat, hvor den nye bevidsthed fødes, med fødderne badet i hjertets blod, som et kendt citat siger i en lettere omskrevet form. Det peger på, at ny bevidsthed kun fødes, når hjertets åbenhed får lov at træde ud i det levede liv, med alt hvad det indebærer.

I nat, julenat, begynder de tolv hellige nætter. De symboliserer hver måned i det kommende år for sjælen. De tolv nætter op til jul afspejler året for personligheden, men de kommende tolv nætter taler til noget dybere.

Forskellen mellem personlighed og sjæl er ikke altid umiddelbar. Men giv dig selv rum i de kommende dage til at lytte efter den stille lyd indeni. Den, der ikke handler om følelser, tanker eller kropslige fornemmelser, men som ligger bagved.

Det er en særlig energi. En vibration. Den kan mærkes i stilhed og nærvær. Måske kræver det øvelse. Måske blot tilladelse. Du kan stille forbinde dig til den lyd eller vibration og opleve, hvad der er virkeligt og sandt for dig. Her forbinder du dig til din sjæl. Din kerne. Din essens.

Jeg oplever selv en flydende, stille og varm fred, når jeg åbner mit sårbare hjerte. Det er ikke en følelse, der er betinget af noget. Det er ikke sentimentale eller begærfyldte følelser fra solar plexus. Det er en oprigtig, erfaret vibration, der kommer fra dybden af hjertets center.

Den opstår, når hjertets kronblade åbner sig for en større bevidsthed.

Glædelig jul.

  • Jeg er terapeut, underviser og formidler af livsresonans. Mit arbejde er dedikeret til at hjælpe mennesker med at finde ind til deres sande retning og skabe balance mellem et ambitiøst ydre liv og en levende indre sjælsforbindelse. Som cand.it i softwareudvikling har jeg mange års erfaring som projektleder i it-branchen, hvilket giver mig en dyb forståelse for de krav, det moderne arbejdsliv stiller til os.

    Min egen vej har ført mig gennem omfattende træning i meditation, energiarbejde og psykologi. Fra mindfulness og vipassana retreats til Esoterisk energihealing, Internal Family Systems (IFS) terapi og kognitiv coaching. Jeg trækker på denne brede vifte af indsigter, når jeg guider andre i at navigere deres egen "livsvending". Min baggrund er mangfoldig. 

    I mit arbejde møder jeg dig som en nærværende og visionær guide, der ikke tilbyder færdige facitliste, men et trygt rum for refleksion og vækst. Målet er altid det samme, at hjælpe dig med at leve mere sjælsstyret og i dyb resonans med den, du er.

    Book en individuel session, se mine undervisningsforløb eller kontakt mig direkte.